Corona-tiltag: Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem nu

Omfattende tiltag vil sætte store dele af Danmark i stå.

Statsminister Mette Frederiksen iværksætter nu stor tiltag for at bremse corona. (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

Regeringen igangsætter nu en række meget vidtgående tiltag i forsøget på at bremse smitten med coronavirus.

Tilsammen vil de ny indgreb sætte store dele af Danmark i stå.

Det har statsminister Mette Frederiksen (S) netop offentliggjort på et pressemøde.

Elever og studerende på offentlige ungdomsuddannelser og uddannelsesinstutioner sendes hjem fredag og 14 dage frem. Og har man mulighed for det, så allerede fra torsdag. Det samme sker med alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner.

Skoler og daginstitutioner lukker fra på mandag, så forældre har et par dage, til at finde alternative løsninger på pasning.

- Det her kommer til at få kæmpe konsekvenser, men vores vurdering er, at alternativet er værre. Det håber jeg, der er forståelse for, siger statsministeren.

- Den sundhedsfaglige smitteanalyse er, at der én ting, der virker for at hindre smitten, og det er, at vi mennesker ikke omgås hinanden for meget. Vi skal sætte ind, hvor det virker, og hvor smitten spreder sig mest. Og det er skoler, daginstitutioner, uddannelsessteder, arrangementer og i den kollektive trafik.

- Vi er vant til at søge fællesskabet ved at være tæt, nu skal vi stå stammen ved at holde afstand. Nu er der brug for samfundssind. Det får vi brug for i de kommende uger, siger Mette Frederiksen på pressemødet.

På nuværende tidspunkt er 514 mennesker i Danmark smittet med corona. To er indlagt i kritisk tilstand.

- Det går for hurtigt nu. Vi har som myndigheder en opgave, som er vigtigere end alt andet. Vi skal undgå, at for mange danskere bliver smittet på en gang. Myndigheder intensiverer indsatsen for inddæmme og afbøde konsekvenserne, siger Mette Frederiksen.

Lad vær med at hamstre

Mette Frederiksen er klar over, at det er vidtrækkende skridt, der har store konsekvenser for den enkelte familie. Og det kræver sammenhold i befolkningen.

- Jeg vil opfordre til, at familierne taler om, hvordan de kan arbejde forskudt og indrette sig mest fleksibelt overhovedet. Naboer, venner og familie bliver nødt til at hjælpe hinanden og også hjælpe med at passe hinandens børn, siger hun.

Statsministeren pointerer, at tiltagene retter sig mest mod den offentlige sektor. Det sker i forsøget på at skåne den private sektor så meget som muligt.

- Vi skal minimere aktiviteten i samfundet mest muligt, men uden at sætte Danmark i stå, og vi skal ikke kaste Danmark ud i en økonomisk krise, siger Mette Frederiksen.

Hun siger, at der ikke er tale om en fødevarekrise.

- Der er ingen grund til at hamstre, siger hun.

Regeringen fremlægger torsdag en hastelov i Folketinget, der vil give mulighed for at forbyde arrangementer. Indtil nu har det været en henstilling.

Politisk opbakning

Politikere over en bred kam bakker op om regeringens tiltag.

Venstres leder Jakob Ellemann-Jensen skriver på Twitter.

Samme toner lyder fra den konservative formand Søren Pape Poulsen.

SF's formand Pia Olsen Dyhr skriver:

Enhedslistens Pernille Skipper opfordrer befolkningen til at tage hensyn til hinanden.