Hvis de studerende er villige til at gøre op med traditionerne, og hvis arbejdsmarkedet er villig til at se på individets kvaliteter og kvalifikationer frem for uddannelsens varighed, kan det muliggøre et system, der kommer alle parter, og dermed også samfundet, til gode. Udover de udvidede kompetencer de kandidatstuderende tilegner sig, skal man ikke tage fejl af, at det for mange studerendes vedkommende, ligeledes er vigtigt, at kunne sige til omverden, at de er kandidat. I et samfund hvor vi i stigende grad bedømmes på vores CV og hvor vores arbejdsplads synes at være en sladderhank der afslører vores identitet, vælger mange at trodse studietræthed og fx tage to år mere på SU og havregryn.
Der er imidlertid forskel på uddannelser og derfor også forskel på, hvad der forventes til de nyudklækkede bachelorer eller kandidater. En bacheloruddannelse fra et universitet er ringere stillet end en lignende studerende med en professionsbachelor fra et erhvervsakademi. Som det fremgår af navnet af sidstnævnte tilfælde, er det en ikke-akademisk uddannelse, hvis formål er at klargøre de studerende til et liv på arbejdsmarkedet - efter bare 3 år. I modsætning hertil, er den akademiske bachelor, der er tænkt som et led i en længere videregående uddannelse - leddet til kandidaten.
Groft sagt betyder dette, at universitetsbachelorerne først bliver eftertragtet arbejdskraft, hvis der ikke er nogen ledige kandidater at ansætte. Derfor har Palle Rasmussen, der er professor ved Center for Uddannelsesforskning på Aalborg Universitet, også svært ved at se fornuften i at lade flere forlade universitetet efter tre års studier:
"De oplagte jobmuligheder, der er for folk med en mellemlang uddannelse, er allerede optaget af professionsbachelorerne og professionshøjskolerne. Man skal være temmelig blåøjet som beslutningstager for at træffe sådan en beslutning. Jeg tror, at både politikere og embedsmænd kan se, at det ikke vil virke," siger han.
Når universiteternes fremtid diskuteres, er der et emne, der konsekvent kommer op til overfladen og som i øvrigt er uundgåeligt i debatten om de studerendes fremtidige forhold: Ud og arbejd efter tre år med forelæsninger og utallige eksamener, find et job og bidrag til samfundet, hvad enten der er i form af et leder job eller som assistent.
Det lyder umiddelbart urimeligt tiltalende for mange studerende, hvis det ikke var fordi det synes umuligt at slå sig ned på arbejdsmarkedet, når en række færdiguddannede kandidater står klar til at besætte samme stilling:
"Det er en fejl at tro, at de små og mellemstore virksomheder kan nøjes med bachelorer fra universiteterne. De vælger kandidater med brede kompetencer på et højt niveau. Ellers kan det ikke betale sig at investere i en akademiker." En kontant udmelding fra formanden for Djøf Privat, Allan Luplau, der læner sig op ad den tendens, der præger den synergi, der hersker mellem uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.
Det økonomiske aspekt
Det er nok de færreste studerende, der vælger en kandidatuddannelse ud fra et samfundsøkonomisk øjemed, men ikke desto mindre, er det relevant, at se på hvordan bachelorerne står i forhold til deres konkurrenter med to års ekstra skolegang i baghånden og hvilken gevinst dette kan være for samfundet i Danmark.
Ud fra en analyse foretaget af Defacto og Djøf, kan man sort på hvidt læse, at bachelorernes beskæftigelsesrate er betydeligt lavere end kandidaternes - 20 procent efter endt uddannelse til 10 procent senere hen og disse har desuden 15 procent højere andel af overførselsindkomstmodtagere end kandidaterne. Efter 10 år er procenten nede på 7. Et punkt, der for mange er afgørende, der gør at de takker ja til to år mere som studerende er, at bachelorernes løn efter to år, i gennemsnit er 9 procent lavere end en kandidats startløn. Derudover er en bachelor dårligere stillet, når det kommer til lønudvikling - også her overhales denne af kandidaten, hvilket er en af forklaringerne på den generelle lønforskel.
For at sætte det i et mere overskueligt perspektiv, ser det således ud: en bachelors bruttoindkomst i løbet af et gennemsnitligt arbejdsliv på 35 år, lyder på 10,2 millioner kroner, mens den gennemsnitlige kandidat i samme periode når at tjene 16,8 millioner. Det er et svimlende beløb, når man er vant til et liv på SU måske suppleret med lidt løn fra et studiejob, hvorfor mange vælger at lyne penalhuset sammen og begive sig ud på i hvad der kan blive deres fremtid viser erfaring.
Der er også et marked for bachelorerne
Der applauderes for kandidatuddannelser og det kan heller ikke benægtes, at de står stærkere på jobmarkedet efter endt uddannelse med kandidatfag. Dog understreger understreger KS-formand Per Lindegaard Hjorth, at der også findes et arbejdsmarked for de bachelorerne: "Jeg ved, at særligt små og mellemstore virksomheder ligeså vel kan bruge bachelorens kompetencer, og det kan måske også virke lidt skræmmende, når en mindre virksomhed, der ikke før har brugt akademisk arbejdskraft, får en specialiseret kandidat ind."
Der har været oplæg til tiltag, der kunne udjævne markedet, blandt andet den 4+1 løsning, der ville ændre universitetsuddannelserne til en 4-årig bachelor med en 1-årig kandidatuddannelse som supplement. Et forslag der skulle motivere den enkelte studerende til at fortsætte på kandidaten, men som på Folkemødet på Bornholm i forrige uge, blev skudt godt og grundigt ned. Begrundelser om frygt for ringere kvalitet og et boom af nyuddannede bachelorer, der i forvejen ikke kan finde arbejde.
En lang række jobfunktioner, der i dag udføres af kandidater, kræver ikke specifikke kompetencer på kandidatniveau og kan snildt udføres af bachelorer, der på den måde, ville have haft flere år til at dygtiggøre sig på arbejdspladsen og dermed få konkrete erfaringer, der ikke kan opnås på skolebænken. Det synes som om, at der i den grad er behov for et opgør med dogmet om, at en kandidatuddannelse er den eneste vej til et fornuftigt job.
Et alternativt til den fastansatte bachelor kunne være muligheden for videreuddannelse senere i karrieren, der ved hjælp af støtte og i samråd med den pågældende arbejdsgiver i ryggen, kunne finde en måde at finansierer eller medfinansierer studiet. Det der skal undgås er, at den enkelte føler sig nødsaget, og i visse henseende presset, til at tage en 5/6-årig uddannelse i første omgang for at gøre sig forhåbninger om at få en god og solid fremtid på arbejdsmarkedet.
