<p><img src="https://web.archive.org/web/20170413001146im_/http://b.scorecardresearch.com/p?c1=2&amp;c2=16785783&amp;ns_site=jppol&amp;name=noscipt.jpmedier" height="1" width="1" alt="*">
The Wayback Machine - https://web.archive.org/web/20170413001146/http://jyllands-posten.dk/indland/ECE9506132/stoejberg-efter-terrorangreb-regeringen-parat-til-graensekontrol-imod-sverige/
Her er bedst at bo
Indland

Støjberg efter terrorangreb: Regeringen parat til grænsekontrol imod Sverige

Terrorangreb og tusindvis af forsvundne asylsøgere i Sverige bekymrer både regeringen, DF og S. Grænsekontrol overvejes, siger udlændingeminister Inger Støjberg (V).

I dag kan alle, også illegale udlændinge, rejse frit ind over grænsen fra Sverige til Danmark uden kontrol. Derimod har svenskerne siden januar 2016 haft grænsekontrol over for rejsende fra Danmark. Foto: Jens Dresling

Efter fredagens terrorangreb i Stockholm begået af en afvist asylsøger, der var gået under jorden, er den danske regering nu for første gang parat til at indføre grænsekontrol imod Sverige.

Det fastslår udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), efter at det er kommet frem, at der er mere end 12.000 efterlyste, afviste asylsøgere, som de svenske myndigheder ikke har styr på. Den fængslede 39-årige usbeker bag lastbilangrebet i Stockholm skulle udvises og var også efterlyst.

»Det er klart, at hvis udviklingen i Sverige bliver forværret, vil regeringen ikke tøve med at indføre grænsekontrol imod Sverige,« siger Inger Støjberg i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.

»I lyset af terrorangrebet i Stockholm og de mange udlændinge i Sverige, som risikerer at rejse illegalt til Danmark, holder regeringen et særlig vågent øje på udviklingen i Sverige,« tilføjer hun.

Grænsekontrol

Skal godkendes af EU

  • Landene i den pasfrie Schengen-zone må ifølge reglerne kun oprette intern grænsekontrol midlertidigt og under særlige omstændigheder.
  • Den danske regering indførte den 4. januar 2016 midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.
  • Den danske grænsekontrol er siden blevet forlænget et antal gange og gælder indtil videre frem til maj 2017.
  • Grænsekontrollen blev bl.a. indført pga. flygtningekrisen og som en konsekvens af den svenske grænsekontrol.
  • Grænsekontrol og forlængelser skal hver gang godkendes af EU-Kommissionen og de øvrige EU-lande.

I dag kan alle, også de illegale udlændinge, rejse frit ind over grænsen fra Sverige til Danmark. Der er ingen paskontrol. Derimod har svenskerne siden januar 2016 haft grænsekontrol over for rejsende fra Danmark, og efter fredagens terrorangreb blev den svenske grænsekontrol mod Danmark styrket yderligere.

Danmark har til gengæld siden 2016 haft en midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse, og næsten 3.000 personer blev sidste år afvist på grund af kontrollen. Ifølge Støjberg opretholder Danmark grænsekontrollen imod Tyskland, fordi der er risiko for, at illegale indvandrere, som ikke kan rejse videre til Sverige, hober sig op til skade for den offentlige orden og sikkerhed.

DF og S kræver handling

»Den risiko er foreløbig ikke til stede på den dansk-svenske grænse. Men den danske regering overvejer løbende, hvilket behov der måtte være for at kontrollere grænsen til vores nabolande,« siger hun.

Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet udtrykker også dyb bekymring over, at tusindvis af forsvundne udlændinge fra Sverige frit kan rejse ind over grænsen til Danmark. Det kan true sikkerheden i Danmark, hvis illegale, farlige udlændinge, som Sverige ikke har styr på, rejser ind i Danmark, advarer de to partier, som kræver hurtig handling fra regeringen.

Retsordfører Trine Bramsen (S) peger på, at der allerede er mindst 1.900 efterlyste asylsøgere i Danmark, og at der ikke er tal på, hvor mange udlændinge der opholder sig ulovligt i landet.

»Vi må have regeringen til at redegøre for, om der er en øget risiko for, at nogle af disse 12.000 mennesker, der er eftersøgt i Sverige, kan rejse mod Danmark. Der skal være bedre kontrol og styr på, hvor de illegale og efterlyste er,« siger Trine Bramsen.

Hun har kaldt både justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og Inger Støjberg i samråd om sagen, men Socialdemokratiet vil ikke på forhånd tage stilling til, om Danmark bør indføre grænsekontrol mod Sverige. Trine Bramsen vil afvente samrådet og høre regeringens og myndighedernes vurdering af risikoen og mulige andre løsninger, før partiet beslutter sig.

Udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen (DF) kalder situationen med de illegale udlændinge »helt uholdbar« og kræver grænsekontrol imod Sverige med det samme.

»Der er i tusindvis af udlændinge i Danmark, som vi ikke har styr på. Oveni kan man så lægge dem, som svenskerne har, og som potentielt kan rejse frit til Danmark. Tyskland har også mange, men her er der en bedre mulighed for at fange dem, fordi der er kontrol ved grænsen,« siger Martin Henriksen.

50.000 kan forsvinde

Problemet med de forsvundne asylsøgere i Sverige kan vokse yderligere i det kommende år, i takt med at myndighederne kommer igennem en bunke med i øjeblikket 80.000 uafgjorte sager med asylansøgninger fra den store flygtningebølge i 2015. Migrationsverket i Sverige skriver i en prognose, at op til 50.000 afviste asylsøgere i de kommende fem år kan forsvinde mellem fingrene på myndighederne. Nogle vil rejse ud uden at fortælle det. Andre vil som den 39-årige usbeker skjule sig i Sverige.

Forløbet i Stockholm minder om terrorangrebet i Berlin. Før jul kørte den unge tuneser Anis Amri en lastbil ind i et julemarked og dræbte 12 mennesker. Også han havde søgt asyl og var forsøgt udvist, først af Italien og siden af Tyskland.

Det konservative regeringsparti har også for nylig krævet markante opstramninger over for den frie bevægelighed i EU og de afviste asylsøgere. Partiets retsordfører, Naser Khader, sagde i januar til Jyllands-Posten – efter terrorangrebet mod julemarkedet i Berlin begået af en afvist asylsøger – at »vi er i en form for undtagelsestilstand. Man bør indføre midlertidig grænsekontrol over alt i EU«.

»De farligste af dem bør i det mindste have fodlænke. Der er alt for mange, som forsvinder. De udgør en terrortrussel, fordi IS forsøger at rekruttere blandt de afviste,« sagde Khader.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bolig
De grønne hustage storhitter hos danskerne
Flere og flere huse får grønt på toppen, og naturen på taget kan da også både være en fryd for øjet og en hjælp til at tage imod det danske regnvejr, siger eksperter. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her