Befrielsen 1945

Tyskland stod i marts-april 1945 midt i et politisk og militært sammenbrud. Store russiske styrker gjorde klar til at indtage Berlin, og i vest rykkede britiske, amerikanske og franske tropper frem over en bred front. Den 19. april nåede britiske enheder under ledelse af feltmarskal Montgomery frem til Elben, kun godt 100 kilometer fra den danske grænse.

Tysklands nederlag var umiddelbart forestående, så meget stod klart. Men hvad ville der ske i Danmark? Ville de flere end 250.000 tyske soldater overgive sig fredeligt? De danske politikere og enkelte af de tyske ledere i Danmark arbejdede for at sikre en fredelig kapitulation. Men samtidig truede den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark general Lindemann med at kæmpe til sidste mand. Hvis Danmark skulle befries militært af allierede soldater og den danske modstandsbevægelse, ville store dele af landet blive ødelagt og tusinder dø. Længslen efter befrielsen var hos alle danskere blandet med stor usikkerhed og frygt for, hvad der ville ske.

Heldigvis endte det med en fredelig overgivelse i Danmark. Den 4. maj klokken 18.30 underskrev tyskerne kapitulationen i Montgomerys hovedkvarter på Lüneburger Heide. To timer senere fik danskerne besked om overgivelsen gennem det danske nyhedsprogram på BBC. Speakeren Johannes G. Sørensen var midt i oplæsningen af nyhederne, da et andet medlem af den danske redaktion hos BBC kom løbende ind i studiet og ophidset fremstammede: "Montgomery ... kapitulation i Nordvesttyskland, Holland og Danmark ... sig det!". Efter en kort pause tændte Johannes G. Sørensen igen for mikrofonen og sagde de berømte ord: "I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig." Klokken var 20.36. Danmark var atter frit.

Jubel på sporvogn 4. maj

Overgivelsen trådte i kraft den følgende morgen klokken 8, men allerede få minutter efter radiomeddelelsen om aftenen den 4. maj vrimlede gaderne med jublende mennesker, der sang og dansede og omfavnede hinanden. De forhadte mørklægningsgardiner blev revet ned, bål blev tændt i gaderne, og der kom levende lys i vinduerne. Den spontante befrielsesfest varede til langt ud på natten.

Den 5. maj klokken 8 om morgenen begyndte alle landets kirkeklokker at ringe. I en time ringede de freden ind. Fejringen af befrielsen fortsatte det meste af sommeren med fester, parader og folkemøder. Glæden ville ingen ende tage.

Frihedsrådets proklamation 3. maj

Om aftenen den 4. maj trådte frihedskæmperne åbent frem. Få dage tidligere havde de været jaget af Gestapo, og de havde levet i stadig angst for arrestation, tortur og død. Nu var Danmark i modstandsbevægelsens hænder. Overalt så man bevæbnede unge mænd med stålhjelme og armbind fra den brogede hær af frihedskæmpere.

Modstandsbevægelsens væbnede styrker omfattede ved befrielsen omkring 50.000 mand. Fra Sverige kom desuden den knap 5.000 mand store Danske Brigade, som var blevet opstillet blandt de danske flygtninge i nabolandet.

Modstandsbevægelsen havde forberedt sig på at hjælpe de allierede styrker med at befri Danmark i tilfælde af, at tyskerne ikke ville overgive sig. Den fredelige kapitulation betød, at de vigtigste opgaver i stedet blev opretholdelse af ro og orden og arrestation af folk, der var mistænkt for landsskadelig virksomhed.

De fleste steder i landet gik befrielsen fredeligt til. De tyske soldater holdt sig i deres forlægninger, indtil de til fods kunne begynde marchen hjem.

I enkelte byer kom det dog til skudkampe mellem frihedskæmpere og nazistiske HIPO-folk eller tyske soldater. Og på Bornholm, som blev befriet af russerne, blev Rønne og Nexø bombet. Mange blev også dræbt eller såret i forbindelse med vådeskudsulykker.

Befrielsesdagene endte derfor med at blive nogle af de blodigste dage i forbindelse med besættelsen. Flere hundrede danskere mistede livet.

Biler med frihedskæmpere, der susede af sted på jagt efter folk, der var mistænkt for at have hjulpet tyskerne, var en del af gadebilledet i alle danske byer. Næsten 22.000 blev arresteret i de første dage efter befrielsen.

Der blev råbt skældsord og hujet og spyttet efter de arresterede, når de blev kørt forbi. En dame råbte: "De skulle lægges i en pålægsmaskine og skæres i tynde skiver". Hadet mod alt tysk og nazistisk var stort.

Desværre gav det også anledning til uværdige scener, hvor danske piger, der havde haft forhold til tyske soldater, de såkaldte tyskerpiger eller "feltmadrasser", fik håret klippet af og blev jaget mere eller mindre nøgne gennem gaderne.

De første allierede soldater kom til Danmark den 5. maj kl. 16.32. Det var den britiske generalmajor Dewing, der landede i Kastrup Lufthavn som repræsentant for den allierede overkommando med godt hundrede faldskærmssoldater. Soldaterne kørte ind til Københavns centrum, hvor de fik en stormende velkomst. To dage senere kørte de første større britiske enheder over den dansk-tyske grænse. En soldat huskede senere begivenhederne som magiske dage, hvor det var "en berusende følelse pludselig at befinde sig i et land uden ruiner, hilst velkommen af et folk, der var overlykkelige for at se os, og som det var tilladt at fraternisere med". Og fraterniseret blev der. Britiske soldater var populære overalt - ikke mindst hos unge danske piger.

Montgomery tiljubles

Et af befrielsesdagenes højdepunkter kom den 12. maj, da Montgomery besøgte København. I en åben vogn kørte han gennem den festklædte by. Overalt hang der britiske og danske flag, og langs ruten stod hundredetusinder parat for at tiljuble Danmarks befrier. Montgomery kvitterede for københavnernes hyldest ved at udtale, at den danske efterretningstjeneste under besættelsen havde været 'second to none' - uforlignelig - og at den havde hans dybeste beundring.

Udtalelsen var nok snarere en høflighedsgestus end en egentlig vurdering af den danske modstandsbevægelses indsats, men det var der ingen, der skænkede en tanke i de glade befrielsesdage. For den danske befolkning blev Montgomerys ord forstået som en bekræftelse af, at Danmark havde ydet et vigtigt bidrag til den allierede kamp. De første års ydmygende forhandlingspolitik over for besættelsesmagten var glemt. Danmark kunne med god samvittighed indtage en plads blandt 2. verdenskrigs sejrende nationer.